Moms til/fra

Gaveægtepagt skulle fortolkes strengt efter sin ordlyd.

Østre landsret har netop afsagt en dom, hvoraf fremgår, at ægtefæller skal være meget omhyggelige med deres dispositioner, og at disse skal være velovervejede.

En mand og hans hustru indgik ægteskab i februar 2011. Senere i april 2011 oprettede de et gensidigt testamente, hvilket bestemte, at længstlevende skulle arve mest muligt efter førsteafdøde. I maj samme år oprettede parret så en ægtepagt, som bestemte, at mandens formue skulle være hans særeje, men hustruens formue skulle være fælleseje. Denne formueordning skulle også gælde, hvis hustruen døde først. I juni samme år (stadig 2011) oprettede parret endelig en gaveægtepagt, hvoraf fremgik, at hustruen overdrog sin faste ejendom (huset) til manden som skilsmissesæreje. I december 2011 oprettede parret -igen – et testamente, hvor det – igen – blandt andet var bestemt, at længstlevende skulle arve mest muligt efter førsteafdøde.

Hustruen afgik ved døden i 2012. I forbindelse med dødsfaldet ønskede manden, at ejendommen ikke skulle indgå i dødsboet efter hustruen, idet ejendommen skulle betragtes som mandens særeje.

Dødsboet efter hustruen gjorde gældende, at det specifikt i gaveægtepagten var angivet, at ejendommen skulle være mandens skilsmissesæreje, og at gaveægtepagten derfor burde læses og have virkning efter sin ordlyd, og at værdien af ejendommen  derfor burde indgå i fællesboet i forbindelse med hustruens død.

Både Byretten og Østre Landsret fandt frem til, at det måtte konstateres, at gaveægtepagten var oprettet efter den generelle ægtepagt. Parret havde ikke senere oprettet andre ægtepagter, og gaveægtepagten var således ikke senere blevet ændret. Gaveægtepagten angav efter sin ordlyd udtrykkeligt, at ejendommen skulle være mandens skilsmissesæreje. Skønt gaveægtepagten således – for så vidt angår ejendommen – var en ændring til parrets generelle formueordning, som denne var aftalt i den generelle ægtepagt, så måtte gaveægtepagten fortolkes strengt efter sin ordlyd.

Ejendommen skulle herefter alene betragtes som mandens skilsmissesæreje, og ved dødsfaldet skulle ejendommen derfor indgå i fællesboet i forbindelse med bobehandlingen efter hustruen og den efterlevende ægtefælle (manden), og manden kunne derfor ikke betragte ejendommen som tilhørende sit særeje.

Andre nyheder